The House of Usher - the web's oldest Poe fansite
home library news search works music 100 words contact 
 
Translations of The Raven - Danish
 
Czech, Danish, Dutch, English, Finnish, French, German,
Esperanto, Italian, Klingon, Polish, Portuguese, Spanish, Swedish
Ravnen

af Edgar Allan Poe
Oversat af Arne Herløv Petersen
Copyright © 1995 Arne Herløv Petersen for oversættelsen

submitted by Denmark's darkest "mid dig"

I en midnat mørk og øde, da med øjne matte, røde
træt jeg gransked folianter om en fortids karakter,
mens jeg blunded, træt i tanken, lød der pludselig en banken
på min dør, et slag mod planken, som en gæst der ankom her.
Det er blot en gæst, der banker. Det er bare det, der sker.
Dette kun, og intet mer.

Intet mit erindring dæmper, det var i en mørk december,
hvor hver glød på arnen kæmper mod det mulm, en vinter ser.
Ivrigt længtes jeg mod morgen, og jeg søgte glemme sorgen
gennem bøger glemme sorgen, at Lenore er ej mer.
Ak, hin skønne sjældne pige, som kun himlens engle ser,
og som nu er navnløs her.

Og gardinets gyldne glitren og dets sagte silkesitren
fyldte mig med rædselstanker, som hos den der genfærd ser.
For med angsten ret at tumle måtte jeg bestandig mumle:
Bort med tankerne, de skumle. Blot en gæst er kommet her.
Blot en nattegæst, der ganske træt og mødig kommer her.
Dette kun, og intet mer.

Snart jeg genvandt mine kræfter, gav ej mer for tøven efter,
sagde: "Herre eller frue, undskyld denne min maner.
Men jeg tror nok, at jeg blunded', da til denne dør De stunded',
ja, jeg sad vist nok og grunded', da De kom til døren her.
Jeg slog døren op og sagde: Kom dog indenfor. Jeg be'r..."
Mørke. Tomhed. Intet mer.

Dybt i mørket så jeg længe, frygtsomt dirred' hjertets strenge
Tøvende jeg drømte drømme, aldrig drømt på Jorden her.
Ingen lyd var der at spore, til at mørket gennembore.
Kun et navn, kun et "Lenore" svæved' stille som en fjer.
Det jeg hvisked', dette navn på den, jeg aldrig mere ser.
Dette kun, og intet mer.

Atter så jeg mod min stue med min sjæl i glød og lue
da den samme banken lød én gang og to og atter fler.
"Åh, men vinduet jeg glemmer. Vinden slår med skoddens tremmer.
Lad os se: Det sikkert stemmer", sagde jeg. "Jeg går og ser.
Stille, du mit arme hjerte, mens jeg roligt går og ser.
Det er vinden, intet mer."

Jeg slog skodden fra min rude, da fra natmørket derude
kom en fugl fra fordums tid, en ravn med blanke sorte fjer.
Uden lyd og uden larmen kom den roligt ind i varmen
og fløj op fra vindueskarmen værdigt som en officer,
satte sig på Pallasbusten over døren lige der
Satte sig, og intet mer.

Denne fugl så sort som mørke, som et regnskyl efter tørke
kaldte smil frem på mit åsyn ved sin alvor, sin maner.
"Skønt du har kendt bedre dage, er du sikkert ingen krage,
stolte gamle ravn, tilbage fra et nathav kom du her.
Sig mig hvilket navn du bærer, hist hvor Hades hånligt ler."
Ravnen sagde: "Aldrig mer".

Jeg blev lammet ved at høre fuglens udbrud i mit øre -
skønt det ingen mening havde, ingen sandhedskarakter.
For man må til visse mene, at kun jeg og jeg alene
har på busten af Athene, over stuedøren der
set en ravn, der ruger dystert, ravn med nattesorte fjer
og med navnet "Aldrig mer"

Men den ravn, der sad så ene hist på busten, syntes mene
disse korte ord var fuld besked og sagde ikke fler.
Intet ord den mere mæled', tavs og stille kun den dvæled',
mens jeg mumled': "Venner flygted'. Når jeg morgenlyset ser,
flyver du som håbet flyed'. Det er sikkert det, der sker."
Fuglen sagde: "Aldrig mer".

Jeg fór sammen da jeg hørte, disse ord der hjertet rørte.
Hvem mon ravnens tunge førte? "Den kan ikke sige mer",
sagde jeg. "En stakkels herre, ramt af ulykker og værre
kunne kun én sætning snerre mod de bristede succes'r,
stønned' kun i sorgfuld kvide disse ord og ikke fler,
dette: Aldrig - aldrig mer."

Denne sære ravn dog kaldte smilet frem blandt tårer salte
og jeg vendte stolen om mod denne fugl og busten der.
og sank ned på fløjlspuden, grunded' over gåden, knuden,
hvad den ravn der slog mod ruden og kom ind i stuen her,
denne dødsens dystre dræberfugl med Hades' sorte fjer
mente med sit: Aldrig mer.

Dette prøved' jeg at gætte uden noget ord at rette
til den fugl, hvis flammeblik nu brændte i mig mer og mer.
Over gåderne jeg grunded', da jeg havde hvile fundet
mod en fløjlshynde spundet ind i lys fra lampen her.
Ak, den stolens fløjlshynde, hvor i lys fra lampen her
hun skal aldrig sidde mer.

Da blev luften tung, fortættet - røgelse- og velduftmættet
som serafers hær skred frem og svang de tunge sølvkar her,
og jeg udbrød: "Gud har sendt dig. Englene mod dig har vendt sig.
Som bevis, at han har kendt mig, får jeg glemselsdrikken dér.
Lad mig drikke hin nepenthe, glemme den, jeg aldrig ser".
Ravnen sagde: "Aldrig mer".

Du, profet og satans yngel. Ja, profet, skønt fugl og slyngel,
sendt af frister eller kastet af en vidløs stormvind her,
du, forladt men aldrig kuet, på en ø af tørke truet,
i mit hjem af sorgen knuget, sig mig dette, jeg dig be'r,
Er der lægedom i Gilead for den, du for dig ser?"
Ravnen sagde: "Aldrig mer".

Du, profet og satans yngel. Ja, profet, skønt fugl og slyngel
ved den Gud, vi begge elsker, himlen over dette ler
vil min knuste sjæl du sige, om den hist i Edens rige
favne skal en hellig pige, som på Jorden er ej mer,
favne atter min Lenore, som kun engleskarer ser?"
Ravnen sagde: "Aldrig mer".

Ti, du djævel, vig tilbage, skreg jeg højt i sorg og klage
Ud i stormen skal du drage, bort hvor Hades' hersker ler.
Ej en kulsort fjer skal minde om din onde løgn herinde.
Lad mig ensomheden finde. Bort fra denne buste her.
Træk dit næb ud af mit hjerte og flyv ud ad døren dér.
Ravnen sagde: "Aldrig mer".

Ravnen sidder end og ruger dystert mellem mine stuer
på den blege Pallasbuste over døren lige her,
I dens røde øjne brænder djævelsk lys, der tanken blænder.
Lampens lys der mod den vender, kaster skyggen, så jeg ser
at min sjæl fra ravnens skygge, jeg så uheldssvanger ser
skal befries... aldrig mer!

 

Poe's Library

Back To Usher